Videnskabsmanden Holberg

Ludvig Holberg studerede bl.a. på Roms Universitet. Hans videnskabelige karriere falder hovedsageligt inden for de historiske og geografiske fag. Han skrev en egentlig Danmarkshistorie.  En officiel historisk baggrund er i høj grad med til at danne et folks identitet. Det vidste Holberg. Alt hvad han gjorde havde et bestemt formål - at opdrage på folk. Han benytter derfor historien på samme måde som komedierne og epistlerne - han udstiller folks dårskaber. Med visse forbehold, naturligvis, kunne en historieforfatter i enevældens tid ikke beklage sig for meget over den siddende monark. Inden for naturvidenskaberne fik Holberg dog også stor betydning.  Til det videnskabelige selskab skrev han en lille betænkning om den regerende kvægsyge. Her stiller han spørgsmålstegn ved den da fremherskende mening om at den slags sygdomme var Vorherres vilje. Årsagen kunne efter Holbergs mening måske i stedet være små insekter som bragte sygdommen med sig. Ret genialt tænkt på et tidspunkt, hvor bakterier og virus ikke var kendt. Holbergs tanker var med til at sætte gang i forskningen i kvægsygen og var til stor inspiration for Peter Christian Abildgaard, der startede den nuværende Landbohøjskole i 1771. Ludvig Holbergs videnskabelige værker er blandt andet: "Danmarks og Norges beskrivelse", "Dannemarks Riges Historie", "Bergens Beskrivelse" samt en "Kirkehistorie".

Musikeren Holberg

For Ludvig Holberg betød musikken umådeligt meget allerede i barndommen på Latinskolen i Bergen. Han spillede selv blokfløjte, violin, og gambe og foretrak violinen, men blev aldrig tilfreds med sit buestrøg. Han regnedes for virtuos på blokfløjten, som det instrument han beherskede bedst. Som han selv sagde: "jeg er bedre til at blæse end til at gnide". Under sit ophold i Oxford blev Holberg medlem af "The Musical Club" et fornemt musikalsk selskab, der blandt andet spillede ved "the act" - årets eksamensuddelinger, der ofte var en festlig affære med både skuespil og dans. Her lærte han uden tvivl en del af den ældre engelske musik at kende samt den engelske komedie tradition, hvor musikken spillede en væsentlig rolle. Holberg foretrak dog den italienske musik, især Arcangelo Correlli. Dog er der meget, der tyder på, at hans musiksmag ikke var så forstokket som det ofte hævdes. I det Musikalske selskab, hvor han var medlem, blev der også spillet en hel del ny musik blandt andet af Johan Adolph Scheibe, der blev en af Holbergs få nære venner.

Musik indgik ofte i Holbergs komedier. Det var almindelig praksis at spille symphonier i mellem acterne, og at indlede og afslutte med musik. I ”Kilderejsen” er hele anden act et musikalsk intermedium, og i ”Mascarade” indgår en hel musikalsk mascarade, hvor der ofte blev opført både sang og dans. Holbergs fjende var operaen - dog ikke på grund af musikken men recitativet - det forstod han ikke. Han optrådte ved forskellige lejligheder som musikopkøber for Kongen.

Teatermanden Holberg

 Ludvig Holberg er hovedsagelig kendt for sine komedier. I to perioder af sit liv beskæftige han sig indgående med teatervirksomhed i Danmark. Fra 1722 - 1727 og fra 1746 til kort før sin død i 1754.

Teatret i Danmark var ikke Holbergs idé, men tilskrives den franske aktør og vinhandler René de Montaigu. I 1703 havde Frederik den Fjerde indviet et komediehus (det nuværende Østre Landsret). Her havde Montaigu opført Molieres komedier første gang. På grund af den store nordiske krig var der dog ikke råd til at holde gang i teatret. Omkring 1720 går Montaigu sammen med en lidelsesfælle fra frankrig, Etienne Capion, om at udføre skuespil - formodentlig mere af nød end af lyst. I begyndelsen skete det i det lille ”giethus” på Kongens Nytorv - senere i Lille Grønnegade teatret. I begyndelsen stod der selvfølgelig Molière på programmet. Hvem der fik den idé at opføre skuespil på dansk skrevet af Holberg er uvist. Som universitets professor var det at beskæftige sig med teater naturligvis ikke velset. Derfor blev komedierne skrevet under pseudonymet Hans Mikkelsen fra Kalundborg. Det skal dog siges, at københavnerne ikke lod sig narre. De vidste godt, hvem det var, der skrev. Holbergs komedier er ikke blot skrevet for morskabens skyld. Hans komedier handler ikke om dyder, men om dårskaber. Menneskets dårskaber er de samme til alle tider. Derfor burde Holbergs komedier stadig kunne sige os noget i dag, hvor vores blindhed for egne dårskaber ikke er blevet mindre! Efter Teatrets lukning i 1728 er der ikke meget, der tyder på, at Holberg igen skal blandes ind i den slags. Men med Christian den 6.s død i 1746 åbnes der igen for muligheden - oven i købet med kongelig protektion. Heller ikke denne gang er det Holberg, der tager initiativ, men Kastelkirkens organist Carl August Thielo.

Forfatteren Holberg

Ludvig Holberg er i dag først og fremmest kendt som komedieforfatter. Imidlertid virkede han som forfatter i næsten alle kendte genrer, og hans værker var på ingen måde begrænset til det danske rige, men var tværtimod en væsentlig del af den europæiske oplysningstids litteratur. I Holbergs tid blev bogtrykning billigere, rejsemulighederne blev bedre og flere mennesker kunne læse. Det skabte en efterspørgsel efter bøger. Heri ligger Holbergs store fortjeneste. Han gjorde de europæiske oplysnings idealer og ny viden tilgængelig for den del af det danske folk, der kunne læse. Holberg opdagede ikke rigtig noget nyt – men han gjorde viden tilgængelig. En nok så vigtig funktion, som desværre ikke længere vurderes efter fortjeneste. I dag er vi desværre af den mening, at blot vi bevarer og registrerer genstandene, så behøver vi ikke vide, hvorfor de er der. Tænk på Jelling-stenene. De er jo ikke interessante i sig selv, men kun fordi vi kender deres historie. Glemmer vi historien, er der blot tale om sten! 

Holberg blev født i Bergen i 1684. Den præcise dato kendes ikke, men efter traditionen var det den 3.december. Bergen var på Holbergs tid en international by med mange forskellige befolknings elementer, især tyskere og hollændere, fortrinsvis købmænd, og Holberg nævner selv senere, at der ikke var megen morskab og fornøjelse i byen - de fleste tænkte kun på penge. Blandt de få kulturelle begivenheder i byen var koncerterne arrangeret af latinskoleeleverne – og blandt dem Holberg. Det er formentlig herfra han fik udviklet sin smag for musik. Holberg boede ikke mange år i Bergen. Allerede som 1-årig mistede han sin far og som ti-årig sin mor. Det førte til en omflakkende tilværelse, indtil Holberg som nittenårig tog ansvaret for sit eget liv - solgte sin arv og stak af til Holland. Dette udbrud af rejsefeber tilskrev Holberg en slags "feber i blodet" - en eventyrlyst, han havde arvet efter sin far, der havde været en kendt eventyrer. Faderen havde deltaget i adskillige krige blandt andet mod tyrkerne - i øvrigt sammen med den senere statholder i Norge Ulrik Christian Gyldenløve og komponisten Caspar Förster. 

Holberg foretog flere rejser end almindeligt på den tid, hvor en rejse kunne være både farlig og besværlig. Han besøgte de vigtigste byer i Europa - både London, Paris og Rom - samt byerne Leipzig og Halle i tyskland, der var særligt kendt for deres inspirerende intellektuelle universitets miljø. Her samlede han naturligvis indtryk af både personlig og faglig karakter. Allerede i 1714 var Holberg blevet sat på universitetets "professorventeliste" i erkendelse af Holbergs viden. Det første professorat, der blev ledigt, var dog det for Holberg mindst tiltalende. Først i 1730 opnåede han at blive professor i Historie og Geografi . Hans egentlige fag. Efter sine rejseår slog Holberg sig ned i København og kastede sig med en sjælden energi over sin forfattervirksomhed - komedier, satirer, digte, epistler, historiske og geografiske værker samt en selvbiografi. Det lykkedes Holberg ved et sjældent forretningstalent (og en særdeles påholdende livsstil) at tjene en anseelig formue, der i 1740 førte til købet af Brorupgård. Senere udvidedes med Tersløsegård og de omfattende jordbesiddelser blev tilsammen til Baroniet Holberg, der efter Holbergs død blev det økonomiske fundament for Sorø Akademi.

Holbergs omfattende virke var ikke til at komme uden om og var en væsentlig inspiration for de kommende slægter - både Søren Kierkegaard og H.C. Andersen står i væsentlig gæld til Holberg. Alene af den grund gør vi det også.